Lånebevis
Guide til at ansøge om et lånebevis
Sådan udarbejder du et privat lånebevis
Værd at vide om lånebevisets indhold og gyldighed
Et lånebevis er et skriftligt dokument, der beviser, at din bank har forhåndsgodkendt dig til et lån. Der er også mulighed for at lave et privat lånebevis ifm. låneaftaler mellem familiemedlemmer og venner.
I denne guide kan du læse alt om de to former for lånebeviser – henholdsvis boligkøbsbevis og privat lånebevis.
Vi kommer omkring, hvilke gode grunde der er til at lave et lånebevis, hvor længe dokumentet er gyldigt, hvilke punkter du bliver vurderet på ifm. forhåndsgodkendelse til lån og meget mere.
Hvad er et lånebevis?
Et lånebevis er et dokument, der udstedes af et penge- eller realkreditinstitut, der dokumenterer, at du er blevet forhåndsgodkendt til et lån, typisk til et boliglån.
Et lånebevis kan også blive udarbejdet og udstedt i private sammenhænge, hvor der indgås en låneaftale mellem venner eller familiemedlemmer. Lånebeviset vil i den forbindelse dokumentere den aftale, der er indgået mellem låntager og långiver.
Der findes bl.a. følgende synonymer for lånebevis:
-
Købsbevis
-
Gældsbrev
-
Gældsbevis
Boligkøbsbevis
Den mest almindelige form for lånebevis er et boligkøbsbevis. Det er, som ordet antyder, et lånebevis, der bliver udstedt i forbindelse med et boligkøb.
Som boligsøgende kan du vælge at anmode om et lånebevis, hvis du gerne vil vide, hvor mange penge du kan købe bolig for. I den forbindelse kan du f.eks. henvende dig i banken.
Et lånebevis eller boligkøbsbevis er et lånetilsagn, der gives på baggrund af din nuværende økonomi. Du kan få et sådant bevis, hvad end du vil købe ejerbolig, fritidshus eller andelsbolig.
Med et boligkøbsbevis ved hånden vil du kunne indsnævre din boligsøgning, og du får lettere ved at slå til, når du finder din drømmebolig.
Privat lånebevis
En anden relativ udbredt form for lånebevis er et privat lånebevis. Det er almindelig praksis at anvende dette bevis ifm. private lån mellem familiemedlemmer eller venner.
Indgår du en låneaftale med en ven eller et familiemedlem, er det hensigtsmæssigt at nedskrive de aftalte vilkår og betingelser for at undgå uoverensstemmelser i fremtiden.
Den skriftlige dokumentation kan sikres ved at udarbejde et privat lånebevis. Dokumentet bør underskrives af både långiver og låntager.
Et privat lånebevis bør som minimum indeholde og beskrive følgende:
-
Navn og adresse på långiver og låntager
-
Lånebeløb
-
Tilbagebetalingstid
-
Eventuelle renter og gebyrer
-
Hvordan lånet skal tilbagebetales
Fordele ved at få et lånebevis
Der er op til flere gode grunde til at få et lånebevis. Det er særligt fordelagtigt at få lavet et lånebevis, når man er på boligjagt.
Her er nogle af fordelene ved et lånebevis:
-
Du får skriftlig dokumentation for, hvad du kan købe bolig for
-
Det er som regel helt gratis og uforpligtende at få lavet et lånebevis i banken
-
Du kan hurtigt slå til, når du finder drømmeboligen
-
Du har et forspring i forhold til andre boligkøbere, da du er forhåndsgodkendt til lånet
-
Du bliver sandsynligvis taget mere seriøst af ejendomsmæglerne, da du fremstår velforberedt og økonomisk ansvarlig
Sådan får du et gratis lånebevis
Som udgangspunkt er det helt gratis og uforpligtende at få et lånebevis, men der kan være visse undtagelser.
Processen med at få et lånebevis ser typisk således ud:
-
Du kontakter en bank (det behøver ikke at være din egen)
-
Du bliver kontaktet af en bankrådgiver
-
Din privatøkonomi vil blive gennemgået
-
Du får fremsendt et lånebevis, hvis du bliver kreditgodkendt (du vil formentlig modtage det digitalt via netbank og / eller e-Boks)
Disse punkter vurderes du på ifm. forhåndsgodkendelse til lån
Du ansøger i princippet om at blive forhåndsgodkendt til et lån, når du anmoder om et lånebevis fra banken.
I den forbindelse vil du kunne drage nytte af at vide, hvilke punkter du bliver vurderet på. Hvis du anmoder om et lånebevis sammen med din samlever, vil hans eller hendes økonomi også blive vurderet.
De fleste banker kigger på følgende punkter:
-
Din indtægt
-
Din opsparing
-
Dit rådighedsbeløb
-
Din betalingshistorik
Jo højere en indtægt og et rådighedsbeløb du har, desto større et lån kan du typisk blive forhåndsgodkendt til.
For at blive forhåndsgodkendt til et boliglån kræver det også, at du har en opsparing af en vis størrelse. Du skal nemlig som minimum lægge 5 % i egenbetaling.
Slutteligt kigges der på din betalingshistorik, der er sigende for, hvorvidt du historisk set har været god til at overholde dine økonomiske aftaler, herunder låneaftaler, betalingsaftaler m.v.
Långiver kræver følgende oplysninger og dokumentation fra dig
For at komme i betragtning til et lånebevis skal du forvente at svare på en lang række spørgsmål, ligesom du skal indsende økonomiske oplysninger og diverse dokumentation.
I de fleste banker bliver du præsenteret for en formular, som du skal udfylde, hvorefter du bliver kontaktet af en rådgiver, der evt. vil stille opfølgende spørgsmål vedr. din økonomi.
Långiver vil formentlig kræve følgende:
-
At du giver adgang til dine skatteoplysninger
-
At du sender dine pensionsoplysninger
-
At du sender en opgørelse over dine udgifter